Pausefunktion
En vejledning til, hvordan du kan sætte dine reserveringer på pause i en selvvalgt periode, så du kan undgå at miste din plads i køen til de efterspurgte bøger!
Du har måske allerede prøvet det: Man nyder ferien og ser frem til et par uger langt væk fra Kolding – og så tikker der en besked ind. Den bog, som du har ventet med længsel på, er kommet hjem og står nu klar til afhentning… de næste fem dage. Ikke så nemt at nå, hvis du sidder ved poolen i Sydfrankrig.
Inden du tager på ferie: sæt dine reserveringer på pause
Du kan sætte dine reserveringer på pause i en periode, så du ikke skal hente reserverede materialer, hvis du er bortrejst. Når dine reserveringer er sat på pause, mister du heller ikke din plads i køen.
Hvis du sætter dine reserveringer på pause, mens du holder ferie, bliver de ganske enkelt ikke aktiveret i den periode, hvor du er fraværende. De er "passive". Det vil sige: Hvis du står som nummer 1 på listen over reserveringer til en ny spændende krimi, bliver du stående der, indtil du er vel hjemme igen.
Gør det i god tid inden ferien
Vær opmærksom på, at hvis din reservation allerede er undervejs, inden din pause begynder, vil den ikke kunne stoppes i at nå frem. For at undgå det, kan du sætte din fraværsperiode til at begynde 7 dage tidligere.
Begynder din ferie f.eks. den 9. juli, skal din fraværsperiode starte den 2. juli.
Skulle det alligevel ske, at du modtager en reservation, mens du er væk, er der ikke andet at gøre end at reservere materialet igen, eller kontakte biblioteket.
Sådan sætter du dine reserveringer på pause
- Log ind på hjemmesiden.
- Tryk på brugerikonet, så brugermenuen åbner.
- Tryk på Reserveringer.
- Under Sæt dine reserveringer på pause kan du vælge en fraværsperiode. Vær opmærksom på at begge dage er omfanget af perioden.
- Tryk Gem for at gemme dine valg.
Særligt om fjernlån
Fjernlån, dvs. materialer bestilt fra andre biblioteker f.eks. via Bibliotek.dk, som er bestilt til lån og aflevering gennem Koldingbibliotekerne, kan du ikke sætte på pause i ferien.
Så du kan være nødt til at genbestille materialer fra andre biblioteker, hvis de dukker op hos os i din fraværsperiode, og du ikke kan nå at afhente dem indenfor fristen.
Men: Hvis du har fået en besked om, at et fjernlån eller et alm. materiale er klar til dig, så kan vi tilbyde at låne materialet ud til dig og du kan hente det i den betjente åbningstid, når du kommer tilbage.
Du skal bare kontakte biblioteket så hurtigt som muligt, og som minimum én arbejdsdag før din afhentningsperiode udløber. Tilbuddet gælder kun for de afhentningssteder, hvor der er bemanding.
Det betyder dog, at låneperioden begynder, når vi låner materialet ud til dig, således at låneperioden eventuelt bliver kortere, og at du har ansvaret for materialet fra og med datoen for udlånet (fremfor datoen for afhentning senere hen).
Og det kræver, at du er villig til at dele din pinkode med biblioteket. (Alternativt kan du ændre den til en midlertidig kode, som du kan oplyse, og så lave den om igen, når vi har lånt materialet ud til dig.)