Kim Leine
Bliv klogere på forfatteren Kim Leine
Af Cecilie Hougaard Flinck
Kim Leine er født i Norge og er uddannet sygeplejerske i Danmark. Han har boet i Grønland, hvor nogle af hans romaner foregår, men han bor i dag i Danmark. Han debuterede med erindringsromanen ”Kalak” i 2007 og har siden skrevet en lang række romaner. Mest kendt er ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for og var nomineret til Dublin Literary Award.
På Litteratursiden skriver Kim Leine blandt andet om sig selv:
”Jeg begyndte at skrive. Jeg læste det jeg havde skrevet og hadede det. Det var det dårligste jeg nogensinde havde læst. Så kom jeg til Grønland. Det var et meget virkeligt sted. Jeg havde ikke tid til at filosofere over livet, men mere end rigeligt at gøre med at overleve det. Det lykkedes ikke særlig godt. Det hele faldt fra hinanden. Og for første gang i mit liv følte jeg mig hel og levende. Jeg genoptog skriverierne, jeg kopierede forfattere jeg beundrede, jeg skrev nogle noveller. De var ikke gode, men de var dårlige på en ny måde.
Men tingene hvirvlede ud af kontrol. Jeg blev en fordrukken sex-maniac, jeg blev skilt, jeg forsømte mine børn, jeg kunne ikke finde ud af at komme tæt på nogen, og når jeg kom tæt på, gjorde jeg det hurtigt slut, og hvis jeg ikke gjorde det slut, men forsøgte at give det en chance, døde folk. […] Jeg var ikke okay. Men jeg blev okay. Og jeg skrev en bog om det. Jeg er blevet forfatter.”
Videoer med Kim Leine
Se en flot portrætvideo om Leine her: https://louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature/der-hvor-litteraturen-opstaar/
Du kan også se et interview med Kim Leine her: https://stream.gyldendals-bogklub.dk/kim-leine